Unge Reportere

Er du den skarpeste kulturkniv i Trekantområdet? Så kom med på holdet af Unge Reportere, der sammen med Vejle Bibliotekerne og DR P4 Trekanten, giver kulturen en ordentlig rusketur i uge 35 under Trekantområdets Festuge.

Vi søger unge mellem 16 og 25 år, der har lyst til at prøve drømmen som journalist af og stille spørgsmål til alle afkroge af de kulturevents, der sker i festugen.

Bevæbnet med en mikrofon i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, får du lov til både at lave radio, video og billeder til de sociale medier.

Dette er din chance for at prøve journalistjobbet på helt tæt hold. Derfor forventer vi også, at du brænder for sagen, er fuld af gode ideer og sjældent siger nej.

Til gengæld får du et forløb for de seje. Vi lærer dig at lave radio fra bunden – både at optage og redigere. Og du får din gang på DR P4 Trekanten i Vejle, hvor vi kickstarter det hele med et besøg fra de nyeste medlemmer af DR´s Talenthold, som bl.a. har spyttet talenter som Signe Molde og Frederik Cilius ud.

Ansøgningen

Vi vil gerne, at du i din ansøgning kaster forsigtigheden væk. Vi vil fryde os over at få ansøgninger, der sprudler, er vilde, mærkelige, måske endda skøre – men frem for alt kreative og legende. Du skal ikke være bange for at prøve dig selv af inden for de fire minutter, du har til din video- eller lyd-ansøgning. Bare gi’ den gas – og lad gerne videoen eller lydfilen afspejle, hvem du er, og hvad du vil.

Forløbet

Grundprincippet er, at vi fra dag ét giver vi dig mulighed for selv at definere projektet, danne nye overskrifter, stille nye spørgsmål og beskrive kulturen fra nye vinkler. 

Når vi har fundet frem til den rigtige gruppe, mødes vi hos DR P4 Trekanten i Den Hvide Facet. Vi ser nærmere på Festugens program og tager de første spadestik til, hvad vi gerne vil dække, hvordan og hvorfor. Det bliver i uge 28.

I uge 33 mødes vi så igen til kickoff med DR´s Talenthold. Vi idéudvikler og bliver inspireret til, hvilke krøllede, skæve og sjove tilgange, vi kan lave til kulturen samtidig med at det stadig bliver både lytte- og seværdigt for andre.

I ugen op til festugen mødes vi så igen inden det hele går løs. Vi skal finpudse ideerne og have fingre i teknikken for at lære at optage og redigere fra bunden.

Så er I klar til Trekantområdets Kulturfestival, som løber i Haderslev, Vejen, Kolding, Middelfart, Fredericia, Billund og Vejle hele uge 35. Vi dækker udgifter til transport og mad i løbet af ugen.

Er det dig, vi søger, så send en lyd- eller videoansøgning på maks 4 minutter, hvor du fortæller om, hvorfor du skal være en del af holdet og hvad du ellers er for en giraf. Send det pr. mail til Thomas Glud på thvgl@vejlebib.dk senest  d. 3. juli 2017. 

Har du spørgsmål, så skriv eller ring til 23 98 52 11.

Holdet bag projektet

Søren Lindberg er redaktionschef på DR P4 Trekanten, og det er ham der kan komme i fængsel, hvis I får lavet noget presselovsstridig journalistik.

Tine Jensen er journalist og radiovært på DR P4 Trekanten. Hun er redaktør på projektet.

Mark Jensen-Skovgaard er journalistpraktikant på DR P4 Trekanten. Han bliver jeres mand i marken og jeres tekniske guru, når klipningen driller.

Thomas Glud er kulturformidler på Vejle Bibliotekerne og initiativtager til projektet.  

Projektet er støttet af Trekantområdets festuge.