Formidler med digitalt mindset

Vi søger et skarpt, nysgerrigt og digitalt orienteret projektmenneske til vores organisation.

Om jobbet
Dine opgaver vil i stort omfang handle om at formidle, skabe oplevelser og aktiviteter, der hvor teknologien møder kulturen, så du skal være i besiddelse af et evigt udviklende digitalt mindset og skal kunne arbejde med STEAM (STEM plus art) i en bibliotekskontekst særligt målrettet børn og unge.

Vi forventer derfor at du har:

  • erfaring med at formidle i øjenhøjde og med et smil på læben
  • lyst til at gøre komplekse emner tilgængelige og forståelige for både høj som lav
  • indsigt i digitale teknologier og er på forkant med den teknologiske udvikling
  • helt styr på Arduino, Scratch og VR
  • øje for hvad det vil sige at arbejde på tværs af sektorer og kan færdes i en kommunal virkelighed
  • lyst til at være del af en mangfoldig og ofte meget varieret arbejdsplads, hvor få dage er ens
  • gåpåmod, nysgerrighed og er initiativrig
  • blik for det digitaliserede samfunds muligheder og konsekvenser
  • intuitivt blik for hvor teknologi og kultur mødes

Vejle Bibliotekerne er et af de største kultur-, videns- og læringstilbud i en kommune, der er kendetegnet ved at turde at gå forrest og hvor der er rigtig højt til loftet. I Vejle Bibliotekerne er vi ca. 90 ansatte med vidt forskellig baggrund, som varetager en broget buket af forskellige opgaver. Vi er tydelige og synlige i vores kommune, og vi går ikke af vejen for at tænke skævt og finde gode løsninger.

Vi er et af seks centralbiblioteker i Danmark, og er derfor ofte med ved bordet, når det drejer sig om både regional, national og international biblioteksudvikling. Som centralbibliotek er vi med til at dække materialeoverbygning, samt udvikling og faglig sparring for biblioteker i hele landet.

Vi forventer af dig
Vi forventer ikke nødvendigvis, at du kommer fra biblioteksverdenen, men det er en fordel, hvis du har et CV, der fortæller os, at du har erfaring med formidling, kan strukturere, skabe sammenhænge og ikke er bange for at styre processer. Dit CV må også meget gerne fortælle os, at du kan netværke og arbejde med mange forskellige målgrupper og her især børn og unge.

Din faglige baggrund er ikke afgørende, du kommer måske med en kombination af IT-studier og pædagogik, du er måske journalist med særligt fokus på det digitale, eller noget helt andet. Pointen er, kan du se dig i ovenstående, skal du ikke holde dig tilbage for at søge, uanset hvilken baggage, du kommer med.

Udover at arbejde med projektopgaver, bliver du del af vores ansigt udadtil, som del af hele vores store hold, der dagligt møder mere end 1000 borgere ”på vagten” (på en af vores fem matrikler). Du skal forvente aften- og weekendarbejde, og vi forventer også, at du ikke er bleg for at påtage dig værtsrollen, når vi afholder arrangementer og deltager i events og andre kulturelle sammenhænge i eget regi eller uden for huset.

Ansættelsesvilkår
Der er tale om 37 timer ugentligt inklusiv 1-2 aftenvagter eller afvikling af aktiviteter samt evt. weekendarbejde. Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2019. Du kan forvente at have op til to arbejdssteder, hovedbiblioteket i Vejle samt evt. i et af vores kulturhuse.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Vejle Kommune og relevant faglig organisation. Vi indhenter børneattest ved alle ansættelser. 

Hvis du vil vide mere  
Har du spørgsmål til jobbet, kan du henvende dig til teamleder Michael Skjærris, team udvikling og DIGI Tech på 24 97 15 34 eller teamleder Susanne Dahl Jensen, team Medborgerskab & kultur på 23 67 62 41. Vi ser frem til at høre fra dig!  
Du kan læse mere om os på her på hjemmesiden.

Ansøgning?
Vi glæder os til at modtage din ansøgning vedlagt CV, eksamensbevis og eventuelle referencer senest 1, august 2019.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 9. august 2019.

Vi foretrækker, at du søger stillingen online. Følg linket her til Vejle Kommunes hjemmeside og klik på ”SEND ANSØGNING”. 

Vejle Bibliotekerne opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.