Det selvbetjente bibliotek

Bibliotekerne i Børkop, Egtved, Jelling og Vejle tilbyder selvbetjening og har åbent alle ugens dage. Her har du mulighed for at bruge biblioteket, låne og aflevere materialer, læse aviser og tidsskrifter samt benytte vores pc’er og WIFI.

I Børkop og Egtved har du adgang til biblioteket alle dage mellem kl. 6 og 23, mens Jelling Bibliotek har åbent fra kl. 7 til 22.
I Vejle har du adgang mellem kl. 7 og 22 på hverdage og 7-18 lørdag, søndag og helligdage.

Give Bibliotek er midlertidigt lukket for selvbejening.

Vi har som udgangspunkt åbent alle ugens dage, dog med enkelte undtagelser – hold øje med aktuelle opslag om lukkedage her på hjemmesiden.

Alle bibliotekerne holder helt lukket:
Juleaftensdag (24.12.)
Juledag (25.12.)
2. juledag (26.12.)
Nytårsaftensdag (31.12.)
Nytårsdag (1.1.)

På årets andre helligdage har bibliotekerne som udgangspunkt åbent for selvbetjening.

Se de aktuelle åbningstider.

Sådan får du adgang

For at få adgang til biblioteket skal du være registreret som låner på Vejle Bibliotekerne. Du lukker dig selv ind på biblioteket med dit sundhedskort/lånerkort samt din personlige pinkode.

Ved indgangen til biblioteket finder du en boks, hvor du skal scanne dit sundhedskort. På skærmen taster du derefter din personlige pinkode. Når det er sket, tænder lyset, døren går op, og ud kan frit benytte biblioteksrummet, gå på opdagelse i litteraturen, benytte borger-pc’er, læse avisen og meget mere. Det er ikke tilladt at holde døren åben for andre.

Husk at komme ud, inden biblioteket lukker. Du vil blive advaret over højttalersystemet i god tid, før alarmen tilkobles.

Sådan klarer du dig selv

Du skal som låner klare dig selv i det selvbetjente bibliotek. Det indebærer, at du selv skal låne, aflevere og reservere dine materialer.
Hvis der er materialer, du ikke kan finde, kan du bestille dem, eller få hjælp af en bibliotekar i den betjente åbningstid. I Vejle står en del materialer i kælderen (fjernlager, depot og magasin). Dem har du kun adgang til i den betjente åbningstid eller ved bestilling.

På biblioteket er der internetadgang til blandt andet bibliotekets søgebase. Her kan du søge og bestille materialer.

Når du låner og afleverer, skal du bruge selvbetjeningsautomaterne, som viser, hvad du skal gøre. I Vejle tager afleveringsautomaten imod og sorterer dine materialer, mens der i Børkop, Egtved, Give og Jelling er hylder eller vogne ved siden af automaterne til de materialer, du afleverer. Husk, at du er ansvarlig for materialet, indtil det kan ses på din afleveringskvittering.

Har du spørgsmål eller beskeder til personalet, kan du lægge dem i postkassen eller sende en mail til vejlebib@vejlebib.dk.

Har du brug for hjælp

Har du brug for hjælp uden for den betjente åbningstid, kan du kontakte Biblioteksvagten på tlf. 70 27 07 17 - tjek åbningstiderne på biblioteksvagten.dk.

Registrering og videoovervågning

Alle, der benytter biblioteket i den selvbetjente tid, bliver registreret med oplysninger om navn og adresse. Der er endvidere videoovervågning af indgangen og rundt om i bibliotekslokalerne, dels af hensyn til din tryghed og dels for at beskytte biblioteket og dets inventar mod tyveri, hærværk o.l. i den selvbetjente åbningstid.
Overvågningen opfylder reglerne i lovbekendtgørelse nr. 1190 om tv-overvågning og Lov om behandling af personoplysninger.

Biblioteket er dit og mit

Biblioteket er for alle, og derfor forventer vi, at alle tager ansvar for god ro og orden på biblioteket i den selvbetjente åbningstid.

Pas godt på dit lokale bibliotek, så flest mulige borgere kan få glæde af de fælles faciliteter.

- Se også: Reglement for Vejle Bibliotekerne