Dekorativt billede

Om dette arrangement

Tid
14:00 - 15:00
Pris
80 kr.
Adresse
Thyregod Svømmehal, Center Thyregod
Søndergaden 27 E, Thyregod
7323 Give
Arrangører
Målgruppe
For voksne
Musik

Flyd til klassisk // Arvo Pärt

Lørdag 1. juni
Kom og få en helt unik lytteoplevelse, når Vejle Kammermusikfestival i samarbejde med Thyregod Svømmeklub inviterer til at flyde til musik af Arvo Pärt.

"Den tonale messias." Således beskriver Henrik Marstal verdens mest opførte nulevende komponist, den estiske Arvo Pärt (f. 1935). Efter at han som ung modernist tager del i 1960'ernes atonale modestrømninger, opstår der hos ham, det han selv har kaldt "en længsel efter de hvide tangenter". Altså en længsel efter fuldkommen enkelhed, underspillethed og fremfor alt klarhed. Efter en flere år lang kompositionspause vender han midt i 1970'erne tilbage med en helt ny form for minimalisme, som vækker stor fascination blandt musiklyttere verden over.

Til dette arrangement vil musikformidler Henrik Marstal med afsæt i sin bog "Arvo Pärt: Længslen efter de hvide tangenter" samt hans møder med komponisten gøre os klogere på fænomenet Pärt, som via pladeselskabet ECM udgiver noget af det mest succesrige klassiske musik nogensinde.

Arrangementet vil være en kombination af fortælling og lytning i vandet. Lytningen foregår med vandtætte høretelefoner, således du med ørene under vand lytter til Arvo Pärts meditative, vuggende musik.

Om Henrik Marstal

Henrik Marstal er en afholdt og meget anvendt musikformidler, der er ekspert på en række musikformer fra det 20. og 21. århundrede. Han har skrevet cirka tyve bøger om musik og udgiver sidst i 2024 en bog i Tænkepauser-serien om emnet rock. Men partiturmusikken ligger ham meget på sinde, og han er blandt andet en indgående kender af østeuropæisk nytonal musik, herunder Arvo Pärt.

Om Thyregod Svømmeklub

Thyregod Svømmeklub er en moderne svømmeklub i rivende udvikling, og udvikling er ikke et nyt ord, men noget klubben arbejder med løbende og har gjort det i en del år efterhånden. At gå fra at være konkurrenceklub til breddeklub har været et stort skridt, og klubben tilbyder nu hold til alle aldre, niveauer og målgrupper.

Praktiske oplsyninger

Medbring badetøj & håndklæde
Du SKAL medbringe dykkerbriller eller en svømmehætte til at fastholde høretelefonerne.

Se hele programmet for Vejle Kammermusikfestival.


Logo for Vejle Kammermusikfestival og Thyregod Svømmeklub