Praktikanten anbefaler: Heartstopper af Alice Oseman

26.01.24
I denne uge har vi haft besøg af erhvervspraktikanten Clara inde på både Børkop Bibliotek og Vejle Bibliotek, som har fået til opgave at skrive en anbefaling i løbet af ugen:

"Heartstopper" serien af Alice Osman er en sindssygt god grafisk romanserie, som jeg klart vil anbefale både til unge og voksne. Romanserien handler om Nick og Charlie, der går på gymnasiet og forelsker sig i hinanden. Serien følger også en masse andre karakterer som fx Elle, Tara, Darcy, Tao, Aled og Sahar. Fælles for disse karakterer er, at de alle har forskellige seksuelle orienteringer, hvilket er hvad jeg finder særligt godt ved denne bog.

Bøgerne tager nemlig fat i dette ekstremt omtalte emne og gør det spiseligt på en måde, jeg ikke har set før. Det er præcis det Osman er sindssygt god til; at skabe komplekse karakterer med dybe og inspirerende historier, som mange unge kan relatere til, uden at det bliver dystert og mørkt. Hun formår altså på magisk vis at formidle om spiseforstyrrelser og homofobi på en let og forfriskende måde, og det burde i sig selv være en god nok grund til at læse hendes bøger. Men hvis du ikke er helt overbevist endnu, så lad mig fortælle dig lidt mere om serien: 

Da hovedpersonen, Charlie, ved et uheld kommer ud af skabet, bliver han voldsomt mobbet af folk fra sin skole. Det resulterer i, at Charlie får et meget dårligt forhold til sig selv, som varer ved selv efter mobningen er stoppet. Det er på dette sårbare tidspunkt i Charlies liv, at han møder Nick, en populær rødhåret, charmerende dreng, der spiller rugby. Selvom de to unge drenge har vidt forskellige sociale statusser danner de hurtigt et stærkt bånd, som senere udvikler sig til noget romantisk. Nick er dog altid blevet antaget som heteroseksuel, så hvordan bryder han de sociale normer? 

Som du læser bøgerne, vil du opleve, at Nick og Charlies forhold udvikler sig fra at være nyt og spændende til at være mere seriøst. Sideløbende vil du lære meget mere om vennegruppen “The Paris Squad” som allerede nævnt rummer komplekse relaterbare karakterer.  Heartstopper er altså ikke kun en bog om kærlighed, men også en bog om venskaber, mobning, familierelationer og meget mere.  Derfor vil jeg varmt anbefale den grafiske romanserie “Heartstopper” til enhver, der leder efter en god læseoplevelse fyldt med diversitet og meningsfuldhed.  

(P.S hvis du ikke kan få nok af Heartstopper, blev der i 2022 lavet en serie baseret på bøgerne, som du kan se på Netflix.)

 

Tusind tak til Clara for den fine anbefaling.

Materialer