1-maj flag. Illustration fra Litteratursiden

Hvordan fejrer du 1. maj?

En strøm af aktuelle bøger sætter på ny spot på klassesamfundet, og giver os personlige fortællinger fra det ulige samfund.

Det er 1. maj og vi fejrer Arbejdernes Internationale Kampdag. I Danmark kan du slutte dig til fejringen med kolde fadøl, røde flag og taler på en grøn plæne. Måske bliver der også tid at læse en god bog om klassesamfundet.

Lige nu udkommer der mange spændende bøger om arbejderklassemiljø og klassevilkår. Forfatterne tager et opgør med magtfordelingen, og viser os, hvordan ulighed og undertrykkelse påvirker mennesker i alle sociale lag. Der er flere kampe at tage, når litteraturen sætter social ulighed og privilegieblindhed på agendaen.

Litteraturen stiller ikke alene skarpt på en gængs kamp om ulige levevilkår. Den sætter også fokus på en skæv fordeling af, hvem der ejer magten over sproget og kulturen, og hvordan kulturens sprog kan være med til at udelukke nogle grupper af befolkningen.

Klassesamfundet

Den sociale ulighed fylder i den realistiske skønlitteratur. Bøgerne giver stemme til de mennesker, der lever under svære livspræmisser i lavere sociale lag:

Glenn Bech er en af de forfattere, der sender sit personlige opråb ud via litteraturen med sit manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Den rungende opsang vender sig fra de udsattes sted og konfronterer de privilegerede og samfundets ansvarlige.

Se Litteratursidens interview med Glenn Bech, hvor han taler om privilegieblindhed og manglende klasseperspektiv i alle debatter.

Også Thomas Korsgaard betragter samfundet set fra de laveste sociallag. Hans romantrilogi er afsluttet med 3. bind Man skulle nok have været der. Den udstiller med begsort humor den sociale ulighed, hvor nogle mangler et hjem, mens de privilegerede skummer fløden.

Læs Julie Hastrup-Markussens nye artikel på Litteratursiden: Underklassens europæiske stemmer, der undersøger underklassens litteratur i Europa. De senere år har vi set en række forfattere fra underklassen brage igennem med stærke portrætter af et liv i arbejder- og underklassen.

Eller gå på opdagelse i de mange aktuelle danske bøger i Litteratursidens artikel Stemmer fra det socialt skæve samfund. En række danske forfattere taler med deres gribende bøger ind i kritikken af klassesamfund og undertrykkelse.

Kampen for mere lighed i samfundet tog for alvor fart i slutningen af 1800-tallet. En markant figur i arbejderbevægelsens kamp for bedre vilkår var Louis Pio. Kristian Himmelstrup har skrevet romanen Pio om den fremtrædende arbejderpioner (der ikke selv var arbejder). Romanen er nomineret til DR Romanprisen 2023.

Flere bøger om klassamfundet herunder.

Se hele temaet på Litteratursiden

Materialer