Vindere af Nordisk Råds priser 2023

31.10.23
Tirsdag aften fik Nordisk Råd afholdt deres prisuddeling i Operaen i Oslo og her kan du blive lidt klogere på prismodtagerne og de danske nominerede forfattere.

Nordisk Råds miljøpris 2023 

Temaet for Nordisk Råds miljøpris 2023 er bæredygtig tekstilproduktion og -forbrug. Med dette tema vil bedømmelseskomitéen sætte fokus på, hvordan Norden kan gå forrest i den nødvendige omstilling i hele tekstilværdikæden og muliggøre en cirkulær modeindustri. Nordisk Råds miljøpris 2023 går til Renewcell fra Sverige for deres banebrydende løsning til genanvendelse og genskabelse af tekstilaffald til nyt tøj og nye produkter. 

Blandt de nominerede til denne pris kunne man både finde det danske initiativ Copenhagen Fashion Week Sustainability Framework, men også finde den norske kreative bevægelse Fæbrik, hvis kreabog "Sybogen" udkom på dansk tidligere i år. De fokuserer på at lære folk at sy, reparere og redesigne og deres bog kan du låne på vores biblioteker:  

Nordisk Råds musikpris 2023 

Det blev den finske folkemusiker, sanger og sangskriver og kanteleartist, Maija Kauhanen, som fik årets musikpris. Kauhanen er en eksplosivt stærk og alsidigt fremragende musiker, som på kort tid har skabt sig en betydelig international karriere, som det lød i bedømmelseskomitéens motivering. Spillemanden Peter Uhrbrand og musiker og komponist Anja Jacobsen var også nomineret til denne pris og ligeså var den færøske Teitur: 

 

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2023

Den islandske forfatter, Rán Flygenring, fik dette års børne- og ungdomslitteraturpris for billedbogen "Eldgos" (ikke oversat til dansk endnu). Flygenring får prisen for en eksplosivt visuel billedbog, som handler om, hvordan en vild og ukontrollabel natur påvirker mennesket. Igen i år var det et stærkt felt, som var nomineret og de danske nominerede var billedbogen 'Frank mig her' af Line-Maria Lång/Karen Vad Bruun/Cato Thau-Jensen og ungdomsromanen 'Tænk ikke på mig' af Vilma Sandnes Johansson, som I kan læse mere om herunder: 

Nordisk Råds filmpris 2023

Årets filmpris 2023 går til den danske film Viften af instruktør Frederikke Aspöck, manuskriptforfatter Anna Neye samt producerne Pernille Munk Skydsgaard, Nina Leidersdorff og Meta Louise Foldager Sørensen. De får prisen for et komplekst værk, som af juryen beskrives som "selvsikkert og grundigt gennemtænkt ned til selv den mindste detalje". Filmen var i biograferne i foråret så hold øje med vores hjemmeside for at se hvornår den er tilgængelig på DVD. 

 

Nordisk Råds litteraturpris 2023 

Den svenske forfatter, Joanna Rubin Dranger, får årets litteraturpris for det genreoverskridende værk ”Ihågkom oss till liv” (endnu ikke oversat til dansk). Værket er en kombination af fotografier, tegning, akvarel og tekst, der knyttes sammen til en nærmest overvældende effektiv fortælling om mosterens selvmord. Dranger har også tidligere lavet tegneserien "Frøken Mærkværdig og karrieren", som senere blev filmatiseret - både tegneserie og film kan du låne på biblioteket. De danske nominerede til denne pris i år var Kirsten Hammann med romanen "Georg-komplekset" og Niels Frank med den autofiktive beretning "Fanden tage dig". 

Materialer