Claus Seidel: Til stregen

Til stregen – bladtegningen i Danmark

15.12.20
​​​​​​​Et pragtværk om dansk bladtegnings historie og dens kunstnere i tre bind, 1100 sider, 1300 tegninger og syv kilo.

Dansk bladtegning går helt tilbage til den første grundlov og dens bestemmelser om, at enhver borger har ret til frit at udtrykke enhver tanke i ord såvel som i tegninger. I 150 år har de kunstneriske, skæve og muntre streger været en fast del af dansk presses historie.

Tegneren Claus Seidel har skabt et vægtigt monument over det lille smil og den ofte tankevækkende kommentar, som bladtegnerne hver dag serverer for dagbladenes læsere - og som læserne elsker. I de tre (store) bind som værket består af, får læserne tilbuddet om at komme med om bag ved tegningerne.

I det første bind beskrives historien bag "Dagens tegning". De satiriske tegninger har et særligt afsnit, hvor de legendariske Muhammed-tegninger og tegnernes illustrationer til journalistiske artikler omtales. I andet bind dykker Claus Seidel ned i en række genrer: reportagetegningen, teatertegningen, portrættegningen, vignetten, vittighedstegningerne med flere. I bind tre fortæller forfatteren om foreningen Danske Bladtegnere og dens medlemmer, samt om Museet for Dansk Bladtegning.

Avislæsere husker sikkert de kendte tegninger af hulemanden Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup med en alt for lille cykelhjelm, Poul Schlüter under et ministerielt gulvtæppe, side om side med retssalstegninger af Kurt Thorsen og Britta Nielsen, samt øjeblikstegninger fra balletpremierer eller teater forestillinger, samt vittighedstegningerne af svigermor osv.

Claus Seidel indfanger det hele: tegninger, anekdoter og beretninger fra de bedste udøvere inden for faget. Fulgt på vej af de 1300 udvalgte bladtegninger, der til sammen leverer et gedigent indblik i et væsentligt stykke dansk kulturhistorie, om den visuelle formidling af hverdagens store som små hændelser.

Materialer