Hvad læser børnebibliotekaren i sin sommerferie?
Hvad læser børnebibliotekaren i sin sommerferie?

Hvad læser børnebibliotekaren i sin sommerferie?

16.07.18
Når ferien nærmer sig, er jeg altid på en meget vigtig mission forinden. Jeg skal have udset mig den helt rigtige bog og typisk har jeg haft en eller flere bøger i kikkerten længe.

Denne sommer er ingen undtagelse, men i år har jeg udvalgt hele 3 feriebøger og det er 3 meget forskellige historier, som jeg nu glæder mig til at læse i min længe ventede ferie.

Jeg har valgt Lene Dybdahls serie ”Nøglens vogtere” og faktisk har jeg tyvstartet bare en lille bitte smule, nej faktisk en hel del, for jeg er næsten færdig med første bind og min ferie er ikke startet endnu. Den bog så simpelthen så spændende ud, at jeg var nød til at kaste mig over den med det samme. Og nu skal jeg jo ikke afsløre for meget, men der er spænding og eventyr fra første side, hvor vi følger tvillingeparret Laura og David i jagten på Den Gyldne Nøgle og i bestræbelserne på at finde og befri deres forældre, der er blevet kidnappet af en grusom sekt. Serien kan læses af piger og drenge fra ca. 11 år med hang til magi, eventyr og parallelle verdener.

Den næste bog jeg gerne vil læse i min ferie er bestemt ikke for sarte sjæle. ”Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn” er en spændende tidsrejse i det fantastiske univers krydret med lidt af det onde. Her er det en god ide, at man er 14+ og til barske historier, før man kaster sig over den. Jeg selv bliver nysgerrig på historien om det mystiske børnehjem for børn med magiske evner, der ligger på en helt og aldeles afsidesliggende ø og er derfor nødt til at læse den. Tør du læse med?

Og nu til noget helt andet. Har længe tænkt, at jeg skulle læse klassikeren ”Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige” af Selma Lagerlöf. Så nu er det nu, at jeg tager med drengen Niels, der er blevet tryllet om til en nisse på en fantastisk tur gennem Sverige på ryggen af en hvid gase. En helt eventyrlig fortælling, der med fordel kan læses højt for familien og for børn fra ca. 10 år, og vælger du udgaven med Lars Klintings skønne illustrationer er der både noget for øre og øje under højtlæsningen.

God sommerlig læselyst.

Susanne fra børnebiblioteket

Materialer