Morris Minor
Foto: Michoff, Pixabay

On the road – faglitteratur med benzin og diesel på siderne

08.04.21
Anbefaling af faglitteratur med fokus på privatbiler, politibiler, nomadeliv, veterankøretøjer ….

Hvilke signaler sender vi med vores biler? Ifølge Christian Grau er en stationcar lig med guldring på fingeren. Denne udtalelse og mange andre kan man læse i bogen ”Mænd & biler: hvad siger du med din bil – og hvad siger din bil om dig?”. En flot bog til sofabordet, hvor fakta og underholdning går op i en højere enhed. Dette er 4. og nysynede jubilæumsudgave med over 35 nye bilomtaler. 

Ikke alle vælger selv deres køretøjer. Politibetjentene, der i 1918 måtte benytte sig af udrykningsvognen med tilnavnet ”Badekarret”, ville helt sikkert have foretrukket et smartere transportmiddel. I bogen ”Politiets biler” får du en fin historisk gennemgang af etatens køretøjer gennem tiden.

Tvunget af omstændighederne er amerikanske Linda May blevet en moderne nomade, der har skiftet sin bolig ud med en autocamper. Hun er med egne ord blevet husløs, men ikke hjemløs. Forfatteren Jesscia Bruder har fulgt Linda i en periode og fortæller i bogen Nomadland om en livsform på hjul, som stadig flere amerikanere ser som eneste udvej. Bogen findes også på eReolen Global og kan læses på appen Libby. Nomadland er filmatiseret og har netop vundet Golden Globe. Filmen får premiere i Danmark, når biograferne åbner igen.

Er du interesseret i den nyeste udvikling på bilområdet, kan jeg anbefale BBC Top Gear Magazine. Det findes på eReolen Global og kan læses på appen Libby.

Nogle er til det nye, andre til det gamle. Villy Poulsens bog om Nimbus gennemgår pasning af motorcyklen, så man næsten kan lugte olien gennem siderne! Bogen er rig på historisk kildemateriale og indeholder blandt andet vejledning i behandling af ”Nimbus model 1934” fra Fisker og Nielsen.

Foretrækker man at sidde i tørvejr kunne det måske være noget med en Morris Minor? Nordisk Morris Minor Klubb har udgivet en fin lille bog, der gennemgår historien om den engelske bilmodel, fabrikken og folkene bag. Blandt bogens mange illustrationer er også billedmateriale fra datidens brochurer og reklamer.

Materialer