
Romaner med og om kendte Youtubere
De senere år er udkommet en del bøger, hvor dygtige børnebogsforfattere har slået sig sammen med kendte Youtubere. Ofte med historier inspireret af Youtubernes egne liv eller omgivelser, og dét er noget, der fanger børnenes interesse!
Bøgerne herunder er eksempler på samarbejder, hvor garvede børnebogsforfattere som Kim Langer, Line Kyed Knudsen og Michael Kamp har taget Youtuberne under kærlig behandling.
Bøgerne er både velskrevne og underholdende, og er især gode til at fange de lidt læsetrætte børn, der måske ikke er så tilbøjelige til (frivilligt) at samle en bog op, men pludselig alligevel synes det er lidt spændende, når den handler om deres yndlings-Youtuber!
Andre er blevet til i samarbejde med Youtubere eller fx. indlæst som lydbøger af Youtubere. Battle Royale serien er indlæst af Vercinger, og Vlog-pigerne og Lærke i Grønland er indlæst af Beduna.