Bøgerne Honey Moon og Logan i Aokigahara

Læs en ung, dansk digter i læseklubben

19.04.24
Tag imod en udfordring!

Udvid jeres læsehorisont i læseklubben ved at læse og diskutere en digtsamling og stift samtidig bekendtskab med en af dansk litteraturs nye, talentfulde forfattere.

Her er 2 digtsamlinger, som også kan læses af dig, der normalt ikke læser digte. De to bøger rummer masser af stof til eftertanke og samtale i læseklubben. Der er udarbejdet gode spørgsmål til de to digtsamlinger, som kan hjælpe jer, når I skal snakke om bøgerne i jeres læsegruppe.

Vejle Bibliotekerne har indkøbt mange eksemplarer af bøgerne og låner dem gerne ud. Du skal henvende dig på dit lokale bibliotek for at bestille bøgerne, hvis du skal bruge flere eksemplarer til din læseklub.

Digtsamlingen synes ungdommeligt slentrende, men tag ikke fejl, digtene er også fyldt med alvor og sårbarhed. Honey Moon kredser om en forelskelse/et forhold, som er slut. Sebastian Nathan er bestemt ikke højtråbende, men helt fantastisk dygtig til at skrive enkelt, stille og nænsomt og alligevel "dybt", smukt og sorgfuldt. Sebastian Nathan modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris for bogen.

  • Sebastian Nathans redaktør har udarbejdet en række spørgsmål, som I kan bruge, når I skal snakke om bogen i jeres læseklub. Se anmeldelse, læsegruppemateriale m.m. på Litteratursiden
  • Læs om Sebastian Nathan på forfatterweb. Log ind med dit bibliotekslogin

Vild, voldsom og rå digtsamling, der bliver fortalt af et jeg, der konstant tænker på at begå selvmord. Det får jeg’et ud i den japanske selvmordsskov Aokigahara, hvor der ”føres en samtale” med youtuberen Logan Paul, der har en dom for at filme en afdød i skoven. Det er en digtsamling om svigt, psykisk sygdom, om at være ”født på kontanthjælp” og dermed måske en kritik af det ulige klassesamfund? Rørende og hård læsning, hvor læseren udfordres på, hvad der er psykose og hvad der foregår i virkeligheden. Der er masser af tematikker, der kan tages op til diskussion i læseklubben. Men kast jer endelig også over de spørgsmål, som forfatter og redaktør har udarbejdet til bogen. Det vil føre jeres reflektioner og samtale ud i nye retninger. Nath Krause har modtaget Bodil og Jørgen Munch-Christensens debutantpris og Poesiens Pris for bogen.

  • Forfatter og redaktør har udarbejdet spørgsmål, I kan bruge som udgangspunkt for samtale om bogen i læseklubben. Se anmeldelse, læsegruppemateriale m.m. på Litteratursiden