Den alternative post punk
12.-13. april 1983 endte som kronede dage for den alternative amerikanske rockscene, idet både R.E.M og Violent Femmes udsendte deres første albums, der sikrede dem en støt voksende fanskare hos det nysgerrigt købelystne publikum blandt high school- og collegestuderende, der dækker teenageårene og start 20’erne. Begge bands er rundet af post punken, folk- og garagerocken med rødder i 60’erne og 70’erne.
R.E.M kom først med Murmur den 12. april 1983 båret frem af Michael Stipes kryptiske tekstunivers og ofte melankolsk klingende vokal, Peter Bucks Byrds inspirerede ringlende guitarlyd, Mike Mills melodiske baslinjer i evig bevægelse samt Bill Berrys tempofaste trommespil. Murmur lægger ud i fejende flot stil med Radio Free Europe, der udkom som single to måneder efter, og markerede fra første nummer, at der gemte sig et enormt potentiale i kvartetten fra Athens, Georgia både melodimæssigt og i forhold til at kunne skabe en egen unik genkendelig sound.
Det er albummets anden og sidste single Talk About the Passion et glimrende eksempel på med et højtflyvende omkvæd, der løfter sangen yderligere for hvert gennemlyt, en kvalitet R.E.M senere skulle blive berømt for ikke mindst på mesterstykkerne Out of Time og Automatic for the People i starten af 90’erne. Indspilningerne af Murmur startede med produceren Stephen Hague i chefstolen, hvilket ikke fungerede, da Hague gik efter teknisk perfektion og tilføjede ekstra keyboards på numre bag bandets ryg uden forudgående aftaler.
Don Dixon og Mitch Easter overtog Hagues opgaver og styrede processen sikkert i mål. Ligeledes bør Pilgrimage fremhæves sammen med den energiske Laughing og den vemodigt smukke Perfect Circle, vintage R.E.M af ædleste aftapning. Flere af de øvrige skæringer lider en anelse under at være skåret lovlig meget efter samme læst, hvilket dog ikke gør Murmur til et decideret dårligt album, tværtom.
Der er masser af kvalitet at hente her, hvilket såvel lyttere som kritikere var enige om til trods for, Murmur blot havde solgt godt 200.000 eksemplarer ved udgangen af 1983, et tal der ifølge pladeselskabets kalkule lå i underkanten af det forventede. Debuten solgte senere til guld (over en halv million enheder) på et tidspunkt, hvor R.E.M. blev vænnet til anderledes svimlende tal i 90’erne.
Selv om R.E.M. og Violent Femmes i udgangspunktet lød og stadig lyder ret forskellige, var begge grupper i besiddelse af en originalitet og en kunstnerisk vilje til at gå nye veje med gammelkendte formler og genrer på deres debutudgivelser. Violent Femmes eponyme album kom på gaden den 13. april 1983, dagen efter Murmur. Violent Femmes’ debut har ad åre opnået et samlet salg på den lukrative side af tre millioner styks og opnået kultstatus ikke kun i USA.
Albummet er mere radikalt punket i udtrykket end R.E.M.s førsteudgivelse med klare referencer til folk og alternativ rock, der appellerede til det samme publikumssegment som firebanden fra Athens. Jeg lyttede til Violent Femmes etter på kollegieværelset i Sønderborg, da jeg startede på en ikke færdiggjort HA-uddannelse i byen i 1984. Min ven Hans Manner-Jacobsen havde albummet med hjem fra USA på vinyl, der blev dyrket med stor iver og appetit efter mere akustiskfarvet punk og direkte livshungrende poesi som beskrevet af bandets mainman, guitaristen, sangeren og sangskriveren Gordon Gano.
Ganos numre handler om jagten efter det modsatte køn fyldt op af lyst og længsel og om at blive ‘high as a kite’ på stimulanser som i åbningsskæringen Blister in the Sun. Her skubbes yderst lidt under stolen og formuleres langt mere direkte end hos Stipes med hang til uigennemtrængelighed og anderledes schwung i den litterære patos. I Kiss Off og Add It Up kommer hormonerne på overarbejde tilsat Brian Ritchies aggressivt pulserende akustiske og elektriske bas, der er karakteristisk for albummet som helhed.
Samme punch er tilsvarende forhåndenværende i Victor DeLorenzos indpiskende og opfindsomt lydhøre tromme- og percussionspil. Der gås kort sagt til makronerne hos trioen med den tørst og vildskab, der er kendetegnende for mange i de sene teenage- og tidlige voksenår, hvor det meste skal prøves, selv om DeLorenzo var nogle sæsoner ældre end de andre i bandet.
Den får nogle drøje hug over nakken i Prove My Love og Promise, mens tempoet sættes ned i To The Kill og Good Feeling, uden intensiteten går tabt af den grund. Gone Daddy Gone hører blandt mine favoritter med overskud i leveringen tilsat xylofonspil og et beat, der vil noget. Murmur og Violent Femmes er begge velkomne genhør flere dekader efter i anledning af 40 års jubilæerne. Nostalgifaktoren er særlig høj hos denne signatur, når det gælder Gano & co.s folk-punk frustrationer, der virkede sært genkendelige i en knap 20-årig ungersvends eksistens på et lille kollegiehummer i det sønderjyske. Karrieren som økonom uddannet blev ej til noget, i stedet skrives der om rock og rul fra en svunden tid, hvilket nok er bedst for finanserne og egen forfængelighed.