100 år med et skævt geni

14.12.18
Professor Longhair, pianisten som blev indbegrebet af New Orleans, får biografi ved sin 100-års dag

Er New Orleans en af de sydligste internationale havnebyer i USA? Eller den nordligste i Caribien? Det er aldrig helt afklaret, ligesom byens musik har en ubestemmeligt egenart er rørt af alskens ingredienser ligesom byens gode gumbo.

En af de musikalske chefkokke, Henry Roeland Byrd, blev født 19. december 1918 – ude på landet i tømmerbyen Bogalusa, hvor den sorte arbejdere året efter ikke fik en fagforening, men en kugle for panden. Familien Byrd tog til musikmetropolen New Orleans, hvor Henry udviklede sin livlige, let genkendelige blanding af blues, boogie-woogie, rumba, mambo, calypso og hvad skibene og byen ellers bragte af inspiration.

Professor Longhair, der begyndte som danser for drikkepenge på Bourbon Street – New Orleans’ rhythm and blues er dansemusik – blev eksponent for den livsglæde, han i blues’ens klichefyldte verden ikke altid selv oplevede. Selv om New Orleans har gjort fest til en livsform.

Nummer et to og tre

Fess, som han kærligt og anerkendende blev kaldt, påvirkede en lang række af New Orleans’ store pianister som Fats Domino, Dr. John og Allen Toussaint, der præcist ranglistede hjembyens pianister: ”Professor Longhair: First Second and Third.

Men Fess spillede også guitar og trommer – og fløjtede soli, men når manglede en saxofon - i talrige orkestre, indtil han erkendte, at der kunne være flere penge at hente som kok, bokser eller kortspiller.

Først efter med Anden Verdenskrig og en opblomstring i underholdningsindustrien og et nyt købedygtigt sort publikum returnerede han til musikken og orkestre med navne lige så farverige som musikken, Professor Longhair and the Four Hairs eller Professor Longhair and His Shuffling Hungarians.

Samt pladeudgivelser på en håndfuld selskaber og rimelige successer som ”Going To The Mardi Gras”, ”Bald Head”, ”Big Chief” og ”Tipitina” (der siden blev navnet på en klub, hvor pianomesteren spillede sine sidste år. Tipitina’s er netop blevet overtaget af New Orleans-funkorkestret Galactic – historien fortsætter).

Professor Longhair kunne ikke beskyldes for at spille kønt eller synge skønt, men blev værdsat blandt musikere. Dog foretrak han at blive hjemme i New Orleans og fulgte ikke op på sin første succes ligesom for eksempel en flittigt turnerende Fats Domino.

Kort i stedet for klaver

Da USA midt i 1960’erne pludselig troede, at rock and roll var opfundet henne i England, spillede Professor Longhair igen kort og ikke klaver, indtil The New Orleans Jazz and Heritage Festival blev grundlagt i 1971 som en international musikfestival med et særligt øre for de lokale helte. Longhair spillede festivalen hvert år siden – som hoved- og sidste navn på scenen i 1979. Inden da havde yngre managers og musikere revitaliseret hans karriere, også i Europa.

Professor Longhair kom derfor også i pladestudiet igen og indspillede blandt andet den lovende ”Crawfish Fiesta” for den tids mest seriøse, internationale bluespladeselskab. Den revitaliserede Professor Longhairs splinternye meget foromtalte album udkom 30. januar 1980. Samme nat var Henry Roeland Byrd død af et hjerteslag …

Professor Longhair blev optaget i The Blues Hall of Fame i 1981 og I 1987 hædret med en Grammy for en opsamling med hans tidlige indspilninger ”House Party New Orleans Style”. Og i 1992 fik han sin plads i The Rock and Roll Hall of Fame, for han, som Dr. John udtrykker det: “the Professor put funk into music ... ”

Materialer:

Professor Longhair anerkendes mere, end han beskrives i bogsform. Britiske John Brovens “Rhythm & Blues in New Orleans” er det bedste bud, indtil svenske Per Oldeaus ”Professor Longhair: A Scrapbook” sælges til marts.

Lyt til cderne og grammofonpladen herunder - eller brug noden til selv at give dig selv i kast med tangenterne.


”I ain’t going into that nigger town,” eller hvordan Professor Longhair fik en pladekontrakt i New York.

”I ain’t going into that nigger town,” erklærede taxachaufføren – på den anden side af Mississippi, hvor New Orleans var blevet ret sort og suspekt.

Sådan fortæller pladeselskabsdirektør Ahmet Ertegun i murstensværket ”What’d I Say” – The Atlantic Story 50 Years of Music” i en herlig beskrivelse af virkeligt opsøgende markarbejde i slutningen af 1940’erne:

Vi var nede sydpå en eller anden nævnte Professor Longhair, en magisk musiker, som spillede i sin helt egen stil. Vi spurgte os for og fandt os selv på færgen til Algiers, hvorfra en taxa kørte os ud til en bar mark.

”Nu må I klare jer selv,” sagde han og pegede på det svage lys fra en fjern landsby. ”I ain’t going into that nigger town”.

Forladt travede vi over marken i månelyset. Jo tættere vi kom, jo mere distinkt blev lyden af musikken i det fjerne – et stort, rockende orkester med inciterende rytme trak os videre. Endelig nåede vi en natklub – eller nærmere et skur – der ligesom i en tegneseriefilm pulsede sammen med det skæve beat.

En stor sort mand spærrede døren foran os og fortalte, at vi ikke kunne komme ind. Jeg skulle til at sige, at ”vi kommer fra (New York og det fremadstormende pladeselskab) Atlantic Records”, men erkendte at næppe nogen havde hørt om os hernede, så jeg påstod, at vi kom fra magasinet Life. Og vi kom langvejs fra for at opleve Professor Longhair.

Fyren mente nu ikke, at vi skulle bevæge os helt herud. Og slet ikke indenfor. Jeg forsikrede, at vi bare gemte os i et hjørne nær musikerne. Dem ville vi høre. Musikken rungede højt og dragende – trommer, mikrofon på klaveret og sangen – stedet var proppet, og folk hang i vinduerne.

OK, tillod dørmanden. I kan sætte jer bag scenen. Vi kom ind – og publikum trak sig – sikre på, at vi måtte være politiet. Vi fandt et hjørne og opdagede, at det ikke var et orkester, men én mand. Der var ikke engang en trommeslager. Der var bare – Professor Longhair. Han brugte klaveret som stortromme ved at sparke til panelet. My God, sagde jeg til (pladeselskabsmedstifter) Herb Abramson. Vi har opdaget et primitivt geni. Jeg havde aldrig hørt musik som denne – og jeg har aldrig hør nogen anden spille klaver helt på den måde.

Har du lyst til at indspille for Atlantic, fik vi spurgt, Sorry, jeg fik en kontrakt med Mercury Records i sidste uge,” lød det alligevel ikke afvisende svar fra pianisten.

”Men det var som Roeland Byrd. Hos jer kan jeg være Professor Longhair….”

I oktober 1949 indspillede Henry Roeland Byrd alias Professor Longhair, hjemme i New Orleans, “Mardi Gras in New Orleans” for New York-pladeselskabet. Og de spiller den stadig hjemme i New Orleans.

Materialer