Forsiden af bogen Sørens første dag i børnehaven

Fund fra kælderens gemmer

06.11.18
Børnebibliotekaren gjorde et særligt fund, da hun var igang med at kassere billedbøger i kælderen.

Ved første øjekast var det måske en bog, der godt kunne kasseres. Den med titlen "Sørens første dag i børnehaven", skrevet af Bent Kjærsgaard og med tegninger af Helle Skipper. Bogen er fra 1977, men udover at pædagogen har tørklæde om håret og der står øl på frokostbordet på morens arbejde, er der ikke noget specielt tidstypisk ved bogen, som kunne gøre den bevaringsværdig.

Men så ser børnebibliotekaren, at der i bogens lomme sidder en lille håndskrevet note med følgende tekst:

"NOTER TIL BOGEN" "Sørens første dag i Børnehaven"
Helle Skipper, der har tegnet arbejdede selv som pædagog i Veddelev Børnehave i 70'erne hvorfra alle motiverne er hentet. Margrethe Walther, der var leder, har således stået model til Sørens mor, samt pædagogoen på side 11 (jeg kan genkende sweateren). Og Helle selv har selvfølgelig lagt navn til pædagogen Helle. Helle røg pibe og børnene legede med hendes piber.

Pædagogerne bryggede æblevin i en stor glasballon, der stod og boblede til alles fornøjelse. Ting som kun kunne forekomme i en børnehave i 70'erne! Ved sommerfesten blev børnenes og forældrenes skål med punch byttet om ved en fejltagelse. Børnene syntes ikke om smagen af "deres" punch og forældrene syntes ikke, at det smagte af noget.....indtil fejlen blev opdaget, og skålene byttet om!

Mvh. Kim Steinbach, Vester Nebel, Egtved

 

Tak til Kim Steinbach for oplysningerne og de fine anekdoter! Du har reddet bogen fra at blive kasseret. Bogen (og noten) kan (stadig) lånes på Vejle Bibliotek.

Biblioteker
Materialer
Reservér
  • Billedbog

Sørens første dag i børnehaven

Af Bent Kjærsgaard (f. 1944) (1977)
Læs mere