Booktuberklub søger læse- og YouTubeglade piger

15.08.19
Kan du lide at læse bøger? Er du mellem 12 og 14 år? Har du lyst til at mødes med andre piger, der kan lide at læse og prøve at filme og redigere YouTube-videoer om bøger? Så bliv Booktuber.
Hvad
En booktuber er en youtuber, der laver videoer om bøger (book + (You)Tube) , og en Booktuberklub er en bogklub, der udover at snakke om bøger også laver YouTube-videoer om bøger. 
I Booktuberklubben på Vejle Bibliotek laver vi sammen videoer til vores YouTube-kanal 'Læs piger'. Vi holder klubmøde hver anden mandag og udover at lave videoer snakker vi om det, vi har læst, får inspiration til nye bøger og ser videoer fra de andre Booktuberklubber i Fredericia, Grindsted og Middelfart. Vi fjoller også en hel del, spiser masser af kiks og drikker saftevand og konkurrerer mod de andre Booktuberklubber.

Du kan se nogle af vores videoer på vores kanal her.

Hvornår
Booktuberklubben mødes på Vejle Bibliotek hver anden mandag fra kl. 16-17.30.

Næste gang er mandag 26. august.
 
Tilmelding
Du kan få mere at vide og tilmelde dig hos Marion Tirsgaard på marti@vejle.dk eller på 2446 9562. Du må gerne være med til et par møder, inden du bestemmer dig for om du vil være med.
For at uploade videoer med dig på YouTube skal dine forældre først give deres samtykke. Informationer om klubben og samtykkeerklæringen udleveres på mødet eller kan tilsendes pr. mail.
 

Vejle Bibliotekerne har i 2018-2019 fokus på pigers læsning og de digitale medier. I 2018 udkom læsevaneundersøgelsen ”Børns læsevaner”, der bl.a. konkluderer, at der er sket et fald i de 9-14-årige pigers læsning og at den tid, som de tidligere brugte på at læse, nu bruges på de digitale medier, herunder YouTube. Med udgangspunkt i denne undersøgelse er Vejle Bibliotekerne i samarbejde med 9 andre biblioteker i Syddanmark gået sammen om projekt Læs piger, der skal undersøge om bibliotekerne ved at bruge YouTube kan få piger til at læse mere. Som en del af dette projekt har Vejle Bibliotekerne startet en Booktuberklub for piger, hvor lokale piger skal formidle læsning og bøger på YouTube. For flere informationer om projektet kontakt projektleder Marion Tirsgaard, marti@vejlebib.dk.