Portrætfoto af Thomas Korsgaard

En ung forfatter fra underdanmark

02.04.19
Thomas Korsgaard tog læsere og anmeldere med storm, da han i 2017 som kun 22-årig debuterede med romanen "Hvis der skulle komme et menneske forbi". Nu er han aktuel med efterfølgeren, "En dag vil vi grine af det", og den 10. april kan du møde den bevægende, unge forfatter på Egtved Bibliotek.

Debutromanen Hvis der skulle komme et menneske forbi har helt uhørt for en 22-årig debutant solgt mere end 10.000 eksemplarer. Måske hjalp det salget på vej, at statsministeren anbefalede bogen. Men hvordan fandt bogen vej til Lars Løkke Rasmussen? Jo, den nybagte forfatter sendte den såmænd personligt til statsministeren. Sådan er Thomas Korsgaard. Han går nye veje.

Hvis der skulle komme et menneske forbi er baseret på Thomas Korsgaards egen opvækst på en gård i Nørre Ørum lidt uden for Skive. Her fortæller han om en barndom med forældre, der egentlig ikke er i stand til at være forældre. Det er et fattigt hjem med psykisk og fysisk vold. Vi følger drengen Tue og hans forsøg på at finde en anden vej end den kurs, hans forældre har udstukket. Alt sammen fortalt uden ynk og klynk, uden had eller bebrejdelser, men hvor man som "almindeligt" menneske bestemt ikke er uberørt efter endt læsning.

Sidste år udgav Thomas Korsgaard så efterfølgeren En dag vil vi grine af det. Her udfolder fortællingen om Tue og hans familie sig. Nu er Tue blevet teenager, og denne roman er ud over at være en fortælling om en dysfunktionel familie også en "coming-of-age"-historie. I En dag vil vi grine af det har Tues mor fået en stor erstatning for en arbejdsskade, og nu skal alt blive godt. Men er penge det, der skal til, for at komme fri af den følelse af rod og opløsning, der hidtil har præget dagligdagen? Og hvad sker der, når Tue ikke længere er et barn - men en ung voksen, som opdager, at der er en verden uden for hjemmet for enden af grusvejen? Romanen kredser om, hvem vi er i kraft af dem, vi omgiver os med.

Den unge forfatter er en vigtig stemme i ny dansk litteratur, og når han den 10. april besøger Egtved kan du bl.a. høre ham forælle om, hvordan det påvirker et ungt menneske at vokse op i en familie, hvor børn overlades til sig selv, og hvor voksne ikke rigtig magter at være forældre. I sine bøger skriver han om ensomhed og vold, men ikke uden humor - og han er selv et eksempel på, at man godt kan komme ud af det med skindet på næsen.

Spændingsfuld aften for forfatteren
Thomas Korsgaards forfatterskab er ikke uden omkostninger, når har skriver så personligt og jordnært om familiære konflikter. Er det det værd? Til Euroman svarede han.

"Jeg skriver ikke i forventning om, at der kommer en pris eller noget, der gør det "dét værd". Jeg skriver, fordi det tilfældigvis er det, jeg har talent for. At være forfatter indbefatter en masse afsavn og fravalg, som til gengæld gør, at man kan leve i skriften. Det er den livsform, der passer mig," forsikrer forfatteren, der kan se frem til en bevægende aften i mødet med sine læsere på Egtved Bibliotek.

Det nervepirrende bliver ikke mindre af, at næste dag, torsdag den 11. april i Esbjerg, offentliggøres, hvem der modtager "Læsernes bogpris 2019", Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris. Prisen på 100.000 kroner uddeles i samarbejde med de danske folkebiblioteker, og blandt de ti nominerede er netop Thomas Korsgaards En dag vil vi grine af det, fordi han skriver med varme og aldrig forfalder til en fordømmende offerfortælling.

Læs mere om arrangementet og køb billet.

Materialer