Viden skaber os - biblioteket sætter fokus på kroppen

08.02.18
66 biblioteker og Danmarks Radio hylder, belyser og begejstres over videnskaben i hele 2018. I foråret er det kroppen, der lægges under mikroskopet i temaet ”Viden Skaber os”.

Bliv klogere på din finurlige krop på biblioteket, når vi mythbuster en række børnebøger og giver dig svar på spørgsmål som: "Tornerose skulle sove i 100 år. Hvor længe kan et menneske egentlig sove uden at vågne?" Leg med, når bibliotekerne dykker ned i kroppen univers på Facebook og Instagram og kom ned på Vejle Bibliotek og test din krop og dine sanser i en række små eksperimenter for hele familien. Lad børnene trække i lægekitlerne og lægge bamserne på operationsbordet, og vær med, når vi lægger kroppen i litteraturen under mikroskop. Temaet bliver kort og godt en hyldest til vores krop.

Videnskab handler om at skabe, om at være nysgerrig og om at lege ny viden ind. Derfor er 66 biblioteker landet over gået sammen om at formidle videnskaben ude på bibliotekerne.

I Vejle sker det blandt andet med en masse sjove og spændende udstillinger i biblioteksrummet og en række arrangementer med fokus på kroppen og sundhed - både den fysiske og den mentale. Bibliotekerne vil især have fokus på emnet fra vinterferien til midt i marts, og du kan læse mere om alle arrangementerne på vores temaside Viden skaber os - kroppen.

Bibliotekerne samarbejder om temaet "Viden skaber os - kroppen" med Danmarks Radio, der i foråret blandt andet viser en tv-serie om menneskekroppens livsfaser i fire afsnit.

Temaet "Viden skaber os" løber over hele 2018, her i foråret med fokus på kroppen og i efteråret med børn og kodning på programmet.

Bibliotekernes temasamarbejde er koordineret af Aalborg Bibliotekerne og er støttet af Slots - og Kulturstyrelsen.

Biblioteker