Denne afhandling, sært nok skrevet som speciale i dansk ved universitetet, gør rede for Rødstrømpebevægelsens udvikling i dens første 7 år. Analysen er grundig og ærlig. Af størst interesse erden hovedpart, der beskæftiger sig med selve bevægelsen. Den trediedel, som omhandler den samfundsmæssige udvikling i perioden, er efter bedømmerens mening ikke dybtborende og alsidig nok til glædefor videnskab. Bogen konkluderer (i ungdommelig utålmodighed) at man ikke i disse 7 år har nået sit mål, at ændre samfundet på kvindernes betingelser. Årsagen hertil ser man væsentligst i treforhold: man krævede revolution i samfundet straks, men manglede en historisk og politisk baggrund - man satte således sit mål i samfundet, men nåede meget snart i grupperne til kun at beskæftigesig med de enkelte kvinders personlige forhold - man ville primært virke for arbejderkvindernes sag, men erkender at man kun nåede mellemlagene (at man således står der, hvor man bebrejdede dengamle kvindebevægelse, atden var). Hvad man savner i beskrivelsen af de grupper, som har skilt sig ud fra bevægelsen, er en stillingtagen til de mest ekstreme: matriarkatsbevægelsen,økofeministerne og de lesbiske - hvorfor mon man viger uden om dette? - Bogen må anses for en væsentlig anskaffelse som led i den aktuelle debat. Men sproget gør, at man må veje ex.tallet i forholdtil sin lokale population. Udtryk som "den kapitalistiske samfundsmæssiggørelsesproces", "den historisk specifikke undertrykkelsessammenhæng" og "primærsocialisationens indlejrede struktur" gør dentil tung læsning for den der ikke taler denne nymarxistiske, akademiske variant af dansk