Lektørudtalelse

10 år efter debuten med Tryghedsnarkomaner spiller Andersen så ud med en roman. Hovedpersonen er den halvstore pige Anna, der lever kærlighedsløst med sin far, der ikke rigtig forstår at omgåshende, og sin mor, som Anne tilbeder, skønt hun ikke har noget overskud til barnet. Moderen er tidligere danserinde, hun nu nærmest bor i en himmelseng med sine katte, optaget af sin krop, skønhed,sin drøm om et andet liv, fjernt fra den næsten-slum, familien bor i. Drømmen bliver så at sige hendes fald: hun møder en gammel elsker, forlader familien for at blive gift med ham, men svigtes ogender på et usselt pensionat og siden på et elendigt værelse, hele tiden forfulgt kunne man sige af Annas kærlighed. Anna kan bære over med slagene og følelseskulden. Anna stikker af fra sin far oghans nye dame, og det er Anna, der til sidst opretholder en slags tilværelse for moderen og hende selv. - Det er altså meget trist og med ringe håb, temaer og scener vækker genklang af Hold kæft ogvær smuk,1978, og det er lykkedes at fastholde intensiteten fra novellerne til den større episke form, også sprogligt. Som barneportræt, som social roman, så sand, så ond, så overbevisende ogimponerende, at det må blive Andersens andet gennembrud