Lektørudtalelse

Den strøm af kvindesagsromaner, der fulgte efter kvindeåret, har naturligvis stort set betragtet problemerne set fra en kvindelig synsvinkel. Ulrik Gräs er en af de få, der har skildret detdilemma, som dette naturnødvendige oprør har sat mændene i. I Elskere elsk (1976) fortalte han om to arbejdsløse fyres forhold til en pige, som forlader dem og flytter i kollektiv. Hovedpersonen ihans nye roman hedder Dino, og han er en af »stammerne«. Han er en af dem, der er vokset op i arbejderkvarteret i Vestbyen, en af dem der blev svigtet af skolen, samfundet og de politiske pampere,en af dem der lige så godt kan ende som kronisk værtshusgæst som i spjældet. Men Dino har ikke haft nogen dårlig barndom, moderen er syerske, og faderen fabriksarbejder, arbejdsomme folk, der bareikke er smarte. Dino vokser til, kommer ind ved den lokale avis, men ender ved et lille venstreorienteret oppositionsblad, hvor han heller ikke hører rigtigt hjemme. I forholdet til tre piger,kommunistpigen Gitte,den intellektuelle Anne Mari og den jævne, almindelige Lizzy, får Gräs indflettet de grundlæggende årsager til at en fyr som Dino, der både er intelligent og gerne vil forstå,kommer til kort og står som en taber. Her er ingen løftede pegefingre eller nemme løsninger, Gräs fortæller enkelt og ligetil med dybe undertoner en god historie om de menneskelige og socialekonflikter, der præger samfundet i dag