Lektørudtalelse

Et nyt TV-spil af Leif Panduro er altid noget af en begivenhed. Ikke blot fordi det - som de tidligere - viser en suveræn beherskelse af mediets muligheder, men også fordi det er en del af etaf de væsentligste forfatterskaber i nutidens Danmark. Louises hus kan betragtes som en konsekvent og naturlig videreudvikling af temaer, der tidligere har været behandlet i såvel romaner somTV-spil. Dette brudstykke af Louises liv, som stykket skildrer, samt det, vi kan ane om hendes fortid, illustrerer nogle af de psykiske omkostninger, som 60'ernes og 70'ernes samfundsudvikling harmedført. Hendes forsøg på at gøre oprør mod samfundet, repræsenteret af ægtemanden Henry, der er en systemets mand, må uundgåeligt resultere i et nederlag, og kun hos en anden af samfundets svage,den unge fotograf Bo, der lider af hukommelsestab efter en bilulykke, finder hun forståelse og solidaritet. Den solidaritet mellem samfundets svage, som også tidligere har været berørt hos Panduro