Lektørudtalelse

Forfatter: Preben Skov

Indscannet version af gammel lektørudtalelse

Det er en lille tynd, men vægtig bog i dette forfatterskab, der støt og med sikker kunst er ved at udvikle sig til et af de mest betydningsfulde i dag. Det er stadig Vestbyen, arbejderkvarteret i provinsbyen, der er hans udgangspunkt, stedet hvor de fleste bliver hængende, hvis ikke de lige har talent nok til at blive professionelle fodboldspillere eller talegaver nok til at blive politiske pampere. Alt i disse tre noveller er set indefra, drengen der afviger en smule fra de andre og drives til selvmord, førsteholdsspilleren der kan bruges af borgmesteren så længe han kan spille fodbold, eller den sidste historie om de to arbejdsløse der i desperation beslutter at brænde skolen af, fordi de stadig føler at den svigtede dem dengang. Det mislykkes, for de er forlængst knoklet ned. Der er her en følelse af skam og afmagt af stor virkning, men det er svært at fremhæve den ene historie fremfor den anden, de er alle tre helt fremragende