Lektørudtalelse

Forfatter: Mogens Bille

Dette er den selvstændige fortsættelse til forfatterens debutroman fra 1994, der bar titlen Kridthuset. Hvor første bind beskrev 70'erne, er vi i andet bind nået frem til årsskiftet omkring indgangen til 80'erne. Bogens hovedperson, Morten, er kommet i gymnasiet - men bor stadig hjemme i en lille midtjyske flække med moderen og lillebroderen. Morten kommer i opbrud og personlig krise, da først kæresten slår op med ham og flytter til London, dernæst da mormoderen dør. Han beslutter sig for at flytte for sig selv på et værelse i den by, hvor gymnasiet ligger - men naturligvis til moderens næsten klassiske mishag. Et nyt kærlighedsforhold til den meget selvstændige Stella bringer ham videre i et ungdomsliv, som med fester, Roskildefestival, værtshusbesøg, nødtørftig lektielæsning, one-night-stands etc. ligner enhver ung, 18-årigs hektiske periode. Mortens udviklingshistorie slutter - indtil videre - omkring årsskiftet 80/81 - kort efter mordet på John Lennon i New York. Der er som antydet tale om en traditionel udviklingsroman, som imidlertid er lykkedes fint og flot. Sproget er letflydende, tidsbillede og miljø ramt med ganske sikker hånd - og med en persontegning der får figurerne omkring Morten til at leve. Helt ubarmhjertigt spiddes en af hovedpersonens lærere midt i dyb, personlig opløsning efter et afsluttet forhold til en af sine unge elever. Selvlæsning/fælleslæsning fra 9.klasse