Lektørudtalelse

Forfatter: Lasse Andersson

Fire varme og morsomme noveller om de svære pubertetsår. Vi møder hovedpersonen Ulf som henholdsvis 12-, 13- , 14- og 15-årig i de fire letlæste noveller, der foregår i slutningen af halvtredserne. Om de fire hændelser er selvbiografiske er ikke til at vide, men hovedpersonen hedder Ulf Stark og har forfatterdrømmen i sig. Han møder kærligheden - både den lykkelige og den ulykkelige. Han flygter fra konfrontationen med sine forældre efter at være blevet afsløret i at forfalske farens underskrift, og han konkurrerer med en klassekammerat om at skrive den bedste stil. Jeg-fortælleren gennemgår mange kvaler, men den humoristiske undertone gør den unge Ulfs lidelser mindre alvorlige. Teksten kan læses fra 6. klasse men kan også benyttes i de større klasser - f.eks. i forbindelse med et tema om at være ung i halvtredserne. Forfatteren har skrevet mange gode bøger for både de små og de lidt større elever, f.eks. Tossehoveder og tørvetrillere (1987), Sigurd (1988), Lad isbjørnene danse (1992) og Guldhjertet (1997)