Lektørudtalelse

Forfatter: Bo Knudsen

Fire dejlige noveller først og fremmest til oplæsning for børn fra ca. 12-13 år. Frit efter Ulf Starks egen barndom har vi tidligere fået de to sjove bøger Min ven Percys magiske gymnastiksko (1992) og Min ven sheiken i Stureby (1995). I novellerne her er Ulf henholdsvis 12-13-14 og 15 år, og han er ved at udvikle sig til en ung mand med forfatterdrømme. "I efteråret 1957 var jeg 13 år og allerede en inkarneret løgner". Sådan begynder en af novellerne, og det er de løgne der gradvis kanaliseres over i stile og digte. Bogen slutter med at han lykkelig(!) konstaterer, at nu hvor han har oplevet sin første ulykkelige kærlighed, kan han blive rigtig forfatter. Det virker så let og naturligt, når Ulf Stark skriver. Den lune humor er en helt integreret del af historierne. Det er en lille "lækker" bog at holde i hånden. Men jeg tror at både bogens omslag og sprog appellerer mere til den voksne oplæser end til de unge selvlæsere. Hvis man har fulgt Ulfs oplevelser i de to tidligere bøger, er dette et dejligt farvel til Stureby og Ulfs barndom. Jah, det er det nu også, selvom man ikke kender Ulf på forhånd