Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Nørby Sørensen

Hovedpersonen Frank Aske mødte vi første gang i Mays debutroman Frank Askes verden (96/38). Han er stadig arbejdsløs, plattenslager og overlever, tidligere i Marinen, nu medlem af "Underdanmark". En samfundets randeksistens, hvis "skyggeliv" mest er overlevelse. Kernen i handlingen er den tragikomiske historie om Franks blødende hæmorroider. "Djævelskabet" følger vi fra opståen til operationen, og samtidig fortælles en del af Franks livshistorie, fra den udsigtsløse nutid, hvor han kun overlever på stenbroen i Vejle by, omgivet af dem "vi andre ikke vil lege med", krydret med tilbageblik fra tiden i Marinen. En kras socialrealistisk sag på overfladen, men humoren bærer historien oppe, selvom jeg synes, at May ikke helt ved om han vil være socialrealistisk, eller han "blot" vil skrive en morsom bog. Et plus er dog den befriende humor, og den bidske destruktive ironi, hvor velfærdssamfundet anskues fra bunden af. Og det er sjældent herfra historierne fortælles. Frank Aske og de andre fortjener, at deres historie fortælles, og det gør May som en af de få. Kan anskaffes efter erfaringer med den første bog