Lektørudtalelse

Forfatter: Jette Landberg

Jan Kjærstad afslutter med denne bog trilogien om medieguruen Jonas Wergelands storhed og fald. Det fald der blev indledt da han en dag kom hjem og fandt hustruen Margrete død. I denne sidste bog er han netop blevet løsladt. De tre bøger handler om den samme person og den samme historie set fra forskellige vinkler. Den første kom i 1994 Forføreren; her var fortælleren den indiske forfatter Kamala Varma. I 1997 kom Erobreren hvor hovedpersonen primært var skildret af søsteren Rakel, og til slut denne hvor fortællerrollen deles mellem Jonas selv og hans datter IT-vidunderet Kristin. Titlen peger hen på den endelige afsløring af mordet, der egentlig var et selvmord, og dog? Jonas ved at han var den skyldige på en vis måde da han ikke forstod at holde af og holde om i tilstrækkelig grad. Kærligheden lærer han endelig at forstå sammen med Kamala i den ydmyge rolle som hendes sekretær. Ovenpå denne basale fortælling om kærlighed bygger forfatteren et virvar af detaljerede historier. Disse giver tilsammen et billede af Norges nyere udvikling skrevet med masser af humor. En dejlig historie, letlæst og alligevel med stor dybde. Har man læst en af de tre romaner, må man læse de to andre. Kjærstad har skabt et hovedværk i norsk litteratur