Lektørudtalelse

Forfatter: Susanne Thøfner

Denne bog gennemgår grundprincipperne i fletning med papirstrimler og bringer en række opskrifter på punge, kuverter, kurve, tasker, æsker o.l. Modellerne er bl.a. fremstillet i fedtpapir, tjærepapir, avispapir, gavepapir og brunt indpakningspapir. Forfatteren, der er uddannet vævelærer, giver pæn og fornuftig instruktion i fremstilling af de forskellige modeller, udregning af strimmellængde og materialeforbrug, efterbehandling m.m. De forskellige modeller vises på helsides farvefotos, og grundprincipperne demonstreres desuden ved hjælp af små pennetegninger. Teksten er kortfattet og kræver, at man holder ørerne stive, men understøttes pænt af tegningerne. Omslaget præsenterer farvefotos af en lang række af bogens modeller. Modellerne er enkle, sobre og virker gennemarbejdede med nydelige lukninger og detaljer. Der er tidligere udgivet flere bøger på dansk om at flette med papir. Denne nydelige bog indeholder ikke noget epokegørende nyt, men kan både anvendes som grundbog af begyndere og af øvede, der leder efter nye ideer og modeller. Til voksenbibliotekets lånere