Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Den prisbelønnede italienske forfatters danske debut er en helstøbt lille roman. En på en gang barsk og gribende psykologisk thriller med en fint sanset drengeskildring. Handlingen udspilles i en solstegt, syditaliensk flække i sommeren 1978. Her lever jeg-fortælleren, den 9-årige Michele, et relativt lykkeligt drengeliv med sin familie og sine venner, lige til den dag han tilfældigt får kendskab til en forfærdelig forbrydelse. Den viser sig at involvere alle voksne i det forarmede samfund. Denne hemmelighed er alt for tung for drengen at bære og kaster ham ud i en voldsom konflikt mellem sin egen moralopfattelse og loyaliteten mod de voksne, der burde være hans beskyttere. I disse hede sommeruger bliver Michele voksen, og fra en flugt ind i en fantasiverden befolket af truende monstre skrider han til handling. Spændingen bygges langsomt op mod en dramatisk slutning. Steder og mennesker træder lyslevende frem for læseren, man fornemmer heden og den klaustrofobiske stemning i den afsidesliggende landsby og glædes over det varme forhold, der trods alt er mellem Michele og hans familie - især mellem ham og søsteren. Her findes håbet om, at han også overlever psykisk. Mange scener er næsten filmiske, og bogen er da også blevet filmatiseret i hjemlandet