Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

En meget grum historie med en lykkelig slutning, for vi er i et eventyrligt univers. Louis Jensen læste ifølge forlagets følgebrev en notits i avisen om omsorgssvigtede børn, og det inspirerede ham til denne billedbog om en lille dreng, som hver aften bliver bundet til sin seng, når hans tørstige mor skal på druktur. Det er lige til at tude over, men så er det, at det eventyrlige tager over. Drengen falder ned af trappen med sengen på ryggen, og da det er sådan en flink seng, bærer den ham rundt, så han kan lede efter sin mor. Som i alle rigtige eventyr møder han nogle hjælpere: en blomst, en ugle og en stime fisk. Da de finder moren på et værtshus og i kor råber, at de håber, at det vil gå godt, kommer hun til fornuft og drikker aldrig mere. Det er en fin billedbog om et svært emne, som vil være rigtig god at læse op og snakke ud fra helt ned til 4 års alderen. Sprogligt er bogen i familie med forfatterens 100 historier. De på engang skæve og poetiske illustrationer folder sig fabulerende og meddigtende ud på rigtig god plads og er som altid hos Cato i en klasse for sig. Farvelægningen er rigtig dejlig