Lektørudtalelse

Forfatter: Kirsten Katholm

Den italienske forfatter (f. 1970) fik udgivet sin roste debutroman Det er ikke til at vide med børn på dansk i 1999. Som i den første roman følger vi også her børn og først og fremmest fortælleren, drengen Pietro, der beretter om sine barndomsoplevelser i Italien under 2. verdenskrig. En velskrevet roman, der beretter om barnets uskyldige virkelighedsopfattelse, der afgørende ændres gennem en læringsproces, der omfatter en barsk konfrontation med moderens voldelige og morderiske adfærd overfor hans nære venner. Vi følger fra begyndelsen Pietros tætte tilknytning til moderen, Tea, der brat brydes op, da han pludselig bliver sendt på kostskole. Da han som en mere moden dreng vender hjem, er alt i familien forandret på grund af krigen, og gradvis gennemskuer han alle de skjulte og grusomme realiteter, der gemmer sig under familiens overflade. Det er en nøgternt og medrivende skildring af drengens gradvise erkendelse af moderens ondskab, men det er derudover bogens styrke, at den også fortæller moderens historie om, hvordan hun gennem voldtægt og graviditet gradvis blev ført ind i et voldeligt miljø med narko- og alkoholmisbrug. Temaet i romanen er kærlighedens betydning som en afgørende faktor for en identitetsdannelse, der kan rumme følelser, som ansvar og omsorg. En alvorlig og læseværdig fortælling som vil gøre indtryk på læseren