Lektørudtalelse

Forfatter: Beth Høst

Anvendelse/målgruppe/niveau

Davidsen har jo en stor fanskare, som garanteret venter utålmodigt på denne - sammen med alle de, der elsker gode krimier af den skandinaviske "skole"

Beskrivelse

Sidst var vi i Rusland, og det handlede om bl.a. russisk mafia, nu går turen til Key West og Cuba. Davidsens baggrundsviden er naturligvis imponerende, samtidig med en spændende handling får vi et farverigt, men alligevel nuanceret samfundsbillede af et system, hvor korruption er ved at kvæle idealerne. Hovedpersonen er John, en midaldrende gymnasielektor i spansk. Han prøver at samle op på sin tilværelse efter at have mistet sin kone pga. kræft. John møder på Key West en ældre mand, der beder ham overbringe et brev til sin datter på Cuba. Dette vil han gerne, men pludselig befinder han sig midt i et spil mellem agenter, dobbeltagenter og helt almindelige cubanere, der bare gerne vil være en del af den moderne verden. Davidsen kan, som vi også oplevede i Den ukendte hustru, godt lide - og er god til at fortælle en rigtig røverhistorie. John afslører undervejs uventede, men praktiske talenter som agent i marken, og Davidsen lader ham opleve den cubanske sensualitet, som ikke er betinget af ungdom og en slank krop

Sammenligning

Der er p.t. flere krimier med Cuba som baggrund, fx Leonardo Paduras og vores egen Michael Loses Farligt møde i Havana, 2000

Samlet konklusion

Det er en gedigen spændende historie og en kærlighedserklæring til den smukke ø