Filmvurdering

Forfatter: Annemette Schønberg Johnsen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Film om en piges fodbolddrømme og kampen for at få lov til at udleve dem. Filmen henvender sig til større børn, unge og voksne og har autentisk baggrund. På omslaget anbefales filmen til dem, der kunne lide Bedre end Beckham

Beskrivelse

Elisabeth Shue (Leaving Las Vegas) har rollen som familiens mor, og hendes personlige historie danner baggrund for filmen om den purunge Gracie, der elsker fodbold. Da hendes storebror dør, fremsætter hun ønsket om at overtage hans plads på skolens fodboldhold - vi skriver New Jersey, 1978. Men trods ihærdig træning er det en lang og træg kamp at få overbevist både far, fodboldtræner, skoleledelse og kammerater om at talentet for en pige kan række. Filmen er velspillet og har fin balance mellem sagt og usagt, så man får en god fornemmelse af de enkelte personers sorg over den afdøde, overvejelser omkring fodbolden og deres indbyrdes samspil. Det er en varm amerikansk film om kønsroller, en stålsat piges ensomme stræben og hendes sorgramte families opvågnen til nyt håb

Sammenligning

Filmen adskiller sig ikke specielt fra andre gode sportsfilm eller ungdomsfilm, der beskriver den unges kamp for at få lov til at vise sit talent og udleve sine drømme. Instruktøren er bl.a. kendt for Al Gore-filmen En ubekvem sandhed

Samlet konklusion

Velspillet, varm film for større børn, unge og voksne om en piges kamp for at få sin afdøde brors plads på skolens fodboldhold, der ellers er forbeholdt drenge. Filmen baserer sig på en autentisk historie og vil let kunne udlånes