Filmvurdering

Forfatter: Frans Rasmussen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Clint Eastwood griber om hjertet i sin nye fremragende film om en indskrænket krigsveteran, der i mødet med andre steder af tilværelsen lærer livet at kende. Fra 13 år

Beskrivelse

Clint Eastwood spiller selv den aldrende Korea-krigsveteran Walt Kowalski. Da konen Dorothy dør slutter den misantropiske bitre "lonely rider" sig endnu mere ind i sig selv. Sønnerne fisker efter hans penge og de respektløse, forkælede børnebørn har også hænderne fremme. Den unge præst har lovet at tage sig af Walt, men Walt har ikke noget til overs for ham. Selv er Walt en mand, der ved mere om døden end om livet. Han får kontakt med den sydøstasiatiske nabofamilie, hvis søn Thao han redder fra en flok bøller, da Thao bliver taget af Walt i at udføre deres ordre: at stjæle Walts elskede Grand Torino 1972-bil. Da han redder nabodatteren Sue fra en voldtægt kan han ikke holde familiens venlighed fra døren

Sammenligning

Eastwood har selv instrueret og har aldrig været bedre. Skønt der er langt fra hans roller i Sergio Leones italienske westerns og som Dirty Harry og frem til de seneste tyve års personlige, modne dramaer, så er det stadig historien om enspænderen mod samfundet. Tættest ligger filmen på hans tidligere Million dollar baby, og hovedpersonen tager den samme mentale rejse

Samlet konklusion

Det er ikke problemfrit at vælge livet frem for endeløse rækker dåseøl på verandaen. Eastwood gør Walt til en overbevisende knudemand, og selv om historien er klichéfyldt er den i al sin enkelhed rørende. En mesterlig historie, der er god at blive klog på