Filmvurdering

Forfatter: Torben Bråe Olesen

Anvendelse/målgruppe/niveau

TV-julekalenderen, som er en slags opfølger til Jul i Gammelby, 1979, henvender sig til børn fra 10-11 år. Den er båret igennem af flotte billeder, mange udendørs optagelser fra "Den Gamle By i Århus" og fx en veterantogbane og har iørefaldende, velfungerende musik, så der er en hel del gammeldags "hygge" og lidt viden i godt 700 minutter

Beskrivelse

Den gennemgående historie er, at Baron von Gullasch kommer til Gammelby med en smart idé til masseproduktion af træsko, og en måske lidt for smart markedsføring. Det er på mange måder nye tider i Gammelby, hvor bl.a. spekulanter, grammofoner og støvsugere gør sit indtog i 1920'erne, men her er også megen julehygge, søde børn og et par drillende sætternisser, der er i aktion inden det kan blive jul i Gammelby. Hvert afsnit starter med Søren Ryge der fortæller om et teknisk apparat fra dagens afsnit, fx en symaskine. Det er ikke den moderne stand-up humor, der præger de 24 afsnit, men tempoet i afviklingen er rimeligt kvikt, sangene er ikke for lange og gentagelserne i det komiske udtryk er rimelig sjove. Omslaget passer til indhold

Sammenligning

Sammenlignet med Jul i Gammelby er denne måske knapt så charmerende, men er tilgengæld teknisk set ganske flot produceret med mulighed for lidt konkret videntilegnelse og fungerer som hyggelig julekalender

Samlet konklusion

En julekalender fra DR's provinsafdeling fra 1995, der er velproduceret og ret hyggelig. For fans af Jul i Gammelby, bedsteforældre og deres børnebørn er der her viden om tiden og noget at tale om