Lektørudtalelse

Forfatter: Camilla Sejerøe

Anvendelse/målgruppe/niveau

En lille bog og en stor roman, kunne man fristes til at sige. Til dem, der vil og kan noget mere, og som ikke er bange for beskrivelser

Beskrivelse

Muriel Barbery er fransk med stort F, ung kvinde og tilsyneladende meget livsklog. Hun har tidligere fået udgivet Pindsvinets elegance, der fik stor succes, både i Frankrig og i resten af verden, og blev oversat til 35 sprog. Den ældre, verdenskendte madanmelder ligger for døden i sin lejlighed i Paris. Han er ikke noget særligt behageligt eller godt menneske, og det er han på sin vis klar over. Som han ligger der, længes han efter en bestemt smag, og mindet om den smag fører læseren ud på en rejse gennem hans fortid og hans mange, mange madoplevelser. Det er en bog, man gerne læser højt fra, fordi sproget er lyrisk og mættet. Smukt og fuldt og herligt

Sammenligning

Süskinds Parfumen arbejder lidt inden for samme genrer: beskrivelser af sansede oplevelser. Men Parfumens historie er meget barskere, og har meget mere historisk indhold end nærværende roman

Samlet konklusion

En lille perle, som mange vil nyde i fulde drag. Den er lige til en nydelig fredag aften med et godt glas rødvin