Lektørudtalelse

Forfatter: Lone Hjerrild Jensen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Romanen er 2. del af Den amerikanske pige, der handler om en piges druknedød og de tragiske følger, det får for de lokale teenagere. Her fortsætter dramaet om den amerikanske pige og de personer, der er optaget af hændelsen. En gysende roman, måske især for de yngre læsere

Beskrivelse

Fagerholm fortsætter sin fortælling om Egnen, der ligger et sted i den finske skærgård. Den amerikanske pige fra før druknede i havet, kæresten hængte sig, og kærestens halvbror aflurede egnen for at finde svar. Centralt i romanen står tilsyneladende bipersoner - præstedatteren Maj-Gun, der sidder i en kiosk i bymidten, hvor hun mødes med Suzette, der kaldes en Dødens Engel pga. sin gang på kirkegården. Og Johanna, der vokser op hos sin faster Solveig, der ved noget om den amerikanske pige - og gymnasiepigen Ulla overfor, der laver teater og musik og spiller så den ene, så den anden og synger folkeviser, der er en gentagelse i tid og rum. Et tema, der går igen. Ligesom "Den Store Kærlighed", som fører til død og selvmord. Fagerholm flytter blikket fra person til person, så nye historier fremkommer. Hvad er fakta og hvad er fiktion i denne flot skrevne og sammensatte roman?

Sammenligning

Udførelsen er enestående i den forstand, at den ikke ligner ret meget andet i romanlitteraturen, bortset altså fra 1. del

Samlet konklusion

En mystisk scene befolket med mærkelige skæbner fortalt på en dragende måde. Lidt trættende er den også i al sin langstrakthed og forbrug af udtryksfulde udsagn. Romanen blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris