Lektørudtalelse

Forfatter: Rikke Bruun

Anvendelse/målgruppe/niveau

Benny Andersen og hans tekster er kendt af læsere i stort set alle aldersgrupper og samfundslag, og som sådan henvender bogen sig bredt. Bogen indeholder mange fotos og er skrevet i et sprog, hvor alle kan være med

Beskrivelse

Forfatteren har udgivet en række biografier senest Dirch Passer - et liv i billeder, 2012, og han har denne gang skrevet en veldokumenteret biografi om Benny Andersen. Bogen går tæt på den folkekære digter og musiker og beretter om et liv med op- og nedture. Bogen handler om det at få et familieliv til at fungere med livet som musiker og lyriker, og om livet med alkohol, depression og ikke mindst om kvinderne i hans liv. Bogen bygger på et enormt kildemateriale og på interviews med Benny Andersen og hans nærmeste. Den indeholder desuden enkelte af Benny Andersens tekster bl.a. novellen Den enes død - den andens brød, som han skrev som 18-årig

Sammenligning

Der er udkommet flere bøger om Benny Andersen i de senere år bl. a. Livsrejse med vigtige ophold, 2007, som er en selvbiografi, og Henrik Marstals Benny Andersen - et liv ved klaveret, 2004. Desuden har Benny Andersen medvirket i samtalebogen Det skal mærkes at vi lever, 2003 og senest bogen Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint - med Benny Andersen og Povl Dissing, 2008

Samlet konklusion

En flot biografi om nationaldigteren Benny Andersen, der på en lettilgængelig måde samler det, der indtil nu er skrevet om digteren og samtidig giver hovedpersonen plads til at reflektere over sit liv