Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Grabas

Anvendelse/målgruppe/niveau

Glimrende litterær læseoplevelse for alle aldre. Primært for kvinder, som er interesseret i feminisme og den moderne kvindes livssyn

Beskrivelse

Opdraget af en radikal feministisk mor, kæmper den unge Saga sig igennem gymnasiet i 1990'ernes Stockholm alt imens hun prøver at være en selvstændig kvinde. Hun tager for sig af mænd og bliver fascineret af den eftertragtede og noget ældre eventmager Victor Schantz. De går i seng sammen, men kun når han vil det. Han bliver en besættelse for Saga men lever også sit eget liv. Det er en stærk roman om kvindesyn, seksualitet og frigørelse blandet med en god del samfundsdebat og samtidige begivenheder. Ramqvist er journalist og har ligesom hovedpersonen Saga været en markant stemme i samfundsdebatten. Romanen her blev i Sverige nomineret til en pris

Sammenligning

Combüchens Spild, som dog foregår i 1930'ernes Sverige, handler også om en kvindes frigørelse. I Ramqvists tidligere roman Hans pige får man også et nuanceret billede af kvindeidealet, men bogen foregår i bandemiljøet

Samlet konklusion

Velskrevet gennemtænkt roman, der sætter spørgsmålstegn ved feminismen og dens værdier. Man føler sympati for denne Saga og de ting, der sker omkring hende. Primært for den kvindelige læser