Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Et autoværksted i provinsen. Far, søn og Polak og en aften, hvor alting går galt. Men for sønnen Morten bliver det også starten på et nyt liv. Udviklingsroman for unge og voksne

Beskrivelse

Gennem et halvt år fortæller den unge Morten om sit liv i en lille by i nærheden af Ringsted. Han er svend på fars værksted, hvor der også arbejder en polak. Moren er død af druk kort forinden, og nu skal far og søn få en hverdag og et liv op at stå. Det går helt galt en aften med for meget druk, hvor faren slår Polak ihjel. Morten tvinges til at fortælle en dækhistorie, og mens faren sidder varetægtsfængslet, kører Morten værkstedet videre. Men i garagen holder en gammel Austin Healey, som han arbejder på. Da den er fin og køreklar, er han det måske også selv og rede til at tage hånd om sin egen skæbne i stedet for at lade sig bruge af omgivelserne

Vurdering

Her er både provinsliv og drengerøvsstemning, men bogen lever især stærkt på den trøstesløse miljøskildring og den insisterende fortællerstemme. Der bliver sagt så meget mellem linierne, og jeg havde det, som jeg så en film. En velskrevet og meget stilsikker roman for især drenge fra 14 år, men også voksne. Forsiden er enkel og markant

Andre bøger om samme emne

Drengeliv i provinsen er beskrevet i Flugten, Tranedans og Nexø Trawl