Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Ry Andersen

Kort om bogen

Kloge og tankevækkende skildringer om livet og naturens gang fra vinter til vår i Tisvilde. Til alle der vil læse gode essays

Beskrivelse

Bogen indeholder en række af de kronikker, Ole Hyltoft har skrevet til Jyllands-Posten og Berlingske Tidende. I teksterne, hvis centrale tema er det bestandige over for det flygtige, fletter Hyltoft erindringsglimt sammen med beskrivelser af vejrliget, floraen og naturens gang, måned for måned, i Tisvilde, hvor han bor. Han skildrer også folkelivet, kunsten og digterne omkring Tisvilde, hvor han fra sin klint fx skuer ud over havet og reflekterer over vores forfædre og de gamle nordiske guder. Teksterne indledes med et digt skrevet af forfatteren eller en dansk forfatter, fx Johs. V. Jensen og Ludvig Bødtcher

Vurdering

Velskrevne og ekstremt læseværdige essays, der emmer af ro og dannelse. Hyltoft har nogle meget fine, nærmest lyriske naturbeskrivelser, hvor kærligheden til dansk natur springer ud af hver side. Han forholder sig enkelte steder også kritisk til vores moderne samfund med dets "tekniske tsunami", og alt i alt forsøger han forsigtig at udlede noget om den danske sjæl og dermed, hvad det vil sige at være dansker

Andre bøger om samme emne

Johannes V. Jensen, som Hyltoft betragter som en af sine læremestre, behandler indgående den danske natur i flere af sine Myter. Bind 1, fx i "Dansk Natur", og i "Nordisk Foraar." I samme tradition fx også Knud Sønderbys Danmarkskortet og Knud Poulsens: Breve fra Danmark