Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Kort om bogen

Er du til dramatiske, socialrealistiske men absolut spændende romaner, så er "Planen" lige noget for dig. For voksne læsere af ny dansk litteratur

Beskrivelse

Morten Pape beretter om sin opvækst i den berygtede bydel Urbanplanen på Amager fra midten af 1990'erne og frem. Det er en beretning om hans familie der går i opløsning; en mor med depression og en far, der tænker mere på sine egne behov end sine børns. Morten er ikke særligt populær i skolen, men søger med tiden at blive en del af kredsen af indvandrerbørn, der efterhånden accepterer ham, uden at han dog bliver fuldstændig indlemmet i deres fællesskab. Det handler om at vokse op i en ghetto præget af kriminalitet, bander, venskaber, de første kærester og en evig lyst til at komme væk og opnå noget bedre

Vurdering

Morten Pape vandt Bogforums debutantpris 2015 med "Planen", og det kan man godt forstå. Det er en til tider meget ærlig og rå selvbiografisk roman, den er rigtig godt skrevet og man kan næsten føle betonen imellem fingrene, når man vender siderne. Romanen er ret lang, men den føles ikke sådan

Andre bøger om samme emne

Vil man læse noget i samme stil er der Belejring eller måske Jakob Ejersbos "Afrika-trilogien"