Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Olesen

Kort om bogen

Sjovt og intelligent langdigt om ung kvinde, der driver retningsløst rundt i en søgen efter identitet, vil ramme plet hos den unge læser og vække minder hos den ældre

Beskrivelse

Langdigt i to dele. Del 1 består af 4 sider med korte udsagn, der opridser handling og stemning i del 2. En ung kvinde beretter om sit liv, der er præget af fokus på vægt og udseende, ensomhed, begær og tomme seksuelle relationer til mænd. Tonen er kæk, sproget ungdommeligt SMS-sprog og tempoet højt: "at være råung / fuld af kaos / konstant / i tvivl om man / skal æde / onanere / eller få en tatovering (...) // en konstant balance mellem dårlig pik / og dårlig samvittighed (...) // HVORFOR FUCK / skriver ingen mænd til mig"

Vurdering

Momentum tabes af og til og enkelte sætninger virker umotiverede. Det lykkes alligevel debutanten Sofie Diemer at lave en fortælling, der både er sjov og spændende, erotisk og alvorlig, og som udtrykker et retningsløst begær samt en søgen efter identitet og tilhørsforhold

Andre bøger om samme emne

I romanformat er Stine Pilgaards Min mor siger et godt match, idet der også her er tale om en humoristisk fortælling om den retningsløse kvinde, der er "ved at blive voksen", splittet mellem promiskuøs seksualitet, pligt og køn. Kan også læses sammen med Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer af Johan Davidsen, der adresserer de samme transit-problematikker