Lektørudtalelse

Forfatter: Thomas Olesen

Kort om bogen

Fortællende digtcyklus om en søns stærke oplevelse af sin (fraværende) fars kræftdød. For læsere af ny dansk lyrik og andre med interesse for far-søn forholdet

Beskrivelse

Fortælling på versform om en ung mand, der rejser fra Danmark til Italien for at besøge sin kræftsyge, døende far. Faren bor i kunstnerkolonien, Alcatraz, der er befolket af desillusionerede kunstnere, mens han tilbringer dagene med tv og sci-fi bøger. Sønnen vil hjælpe sin far, men også lære ham at kende og trænge gennem hans løgne og "illusionen af nærvær", inden døden indtræffer. I et dialogbåret sprog klippes der mellem farens dødskamp, erindringer om faren og det Berlusconi-skabte Italien: "Jeg [Berlusconi] vil styrke landet, genopbygge det / give italienerne noget nyt i 1994 / mere underholdning til de enlige mødre, til de ensomme / Forza Italia!" til sønnens sorg "En sorg som muterer / en svulst som æder andre celler"

Vurdering

Spændende debut om sorgen som en arvelig sygdom. Rummer bl.a. interessante årsagssammenhænge mellem den personlige historie om en fraværende far og et Italien, som fodres med løgne og tom underholdning. Fortællingen rummer mange spor, der til tider opleves som usammenhængende

Andre bøger om samme emne

For det absurde Italien se fx Ammanitis Velkommen til festen. For digte om sorg og forældre-barn forhold se fx Ming af Bjørn Rasmussen, Begravelse af Rolf Sparre Johansson, Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor, Kaddish til Naomi m.v