Lektørudtalelse

Forfatter: Lars Larsen

Kort om bogen

Oscar og Klara møder hinanden under kiksede omstændigheder til en fest med dårlig stemning og for meget sprut. De stikker af sammen og midt i et kys på en fodboldbane bliver de ramt af lynet. Fra 14 år

Beskrivelse

De er begge 17 år og bærer rundt på hver sin familiebaggrund. Klaras mor drikker og er ofte aggressiv, og Klara har en stor vrede i sig. Oscar er offer for mobning. Han kommer fra et hjem med kontrollerende og overbeskyttende forældre og hans store interesse er computerspil og superhelte. Så de har deres at kæmpe med, og da lynet slår ned får de pludselig helt nye muligheder. De får superkræfter. Men hvordan bruges sådan nogen bedst? De træffer et valg og bliver trukket ind i noget, der er større og farligere end de har forestillet sig

Vurdering

Bogen giver en fin beskrivelse af de to hovedpersoner - den usikre Oscar og den mere modne Klara - og af hvor svært det er at håndtere de superkræfter, de har fået. Handlingen skrider langsomt frem og den bølger sig fremad mod den dramatiske slutning, der afrunder historien og samtidigt lægger op til nye historier om superhelte og kæmpekræfter

Andre bøger om samme emne

Bogens tema minder en del om Mikael Niemis tragikomiske roman Skyd appelsinen. Jessica Schiefauer giver en anderledes barsk skildring af kærlighed, hadforbrydelser og voldens konsekvenser i Når hundene kommer