Lektørudtalelse

Forfatter: Michael V Jensen

Kort om bogen

Biografisk bog om David Bowies liv og karriere. Bogen er en citatmosaik og kan især læses af fans der interesserer sig lige så meget for Bowies privatliv som hans musikalske karriere

Beskrivelse

David Bowies mangefacetterede karriere er en farverig historie. Den prisvindende engelske journalist Dylan Jones har interviewet over 180 kilder, fra skolekammerater, tidligere samlevere, kærester, musikjournalister over samarbejdspartnere, tidligere bandmedlemmer og producere til solisten selv. Bogen er opdelt i 13 kapitler, der hver beskriver en periode i Bowies liv og karriere fra tidlig barndom til hans død i 2016. Mellem citaterne knyttes der flere steder kommentarer fra forfatteren og/eller biografiske oplysninger. Bogen er udstyret med et persongalleri og en kronologisk gennemgang af David Bowies liv og karriere

Vurdering

Underholdende og til tider medrivende fortælling der dog har en tendens til at kamme over i sladder, da bogen i lige så høj grad handler om hvad der er sket i soveværelset som i pladestudiet. Den danske oversættelse er ikke imponerende og virker ikke synderligt gennemarbejdet, da der fx er direkte oversættelser af engelsk slang mv. Dette får nogle citater til at virke rodede og meningsforstyrrende. Bogen er ikke illustreret med fotos, hvilket er en mangel da der ofte fokuseres på Bowies udseende og påklædning gennem karrieren

Andre bøger om samme emne

Om David Bowie findes bl.a. Jan Poulsens biografi David Bowie samt Marc Spitz Bowie