Lektørudtalelse

Forfatter: Maria Guldager Rasmussen

Kort om bogen

Hazel Motes prædiker for "Kirken Uden Kristus" fra kølerhjelmen på sin rottefarvede bil. Den blinde Asa Hawks og hans datter prædiker for Jesus. Og Enoch Emory har klogt blod og ved, at noget vil ske - blot ikke hvad. En roman om tro og det modsatte i sydstaterne for læsere af klassisk amerikansk litteratur

Beskrivelse

Den unge Hazel Motes har været i krig og vender nu hjem lettere desillusioneret. Provokeret af en højtråbende prædikant, der måske - måske ikke - i sin tid har blindet sig selv med læsket kalk, beslutter Hazel at anskaffe en bil for i den at køre rundt og prædike for sin egen "Kirken Uden Kristus". Mødet med knægten Enoch bliver af afgørende betydning - i hvert fald for Enoch, der lader til blot at have ventet på Hazel. Men Hazel har svært ved at slippe Kristus helt. Dette er Flannery O'Connors første bog fra 1952

Vurdering

Forfatteren beskriver selv bogen som en både komisk, men også alvorlig, roman, hvilket må siges at være korrekt. Personerne bærer for de flestes vedkommende et kors enten i form af fortidens tildragelser eller nutidens genvordigheder, og på forskellige måde forsøger de at blive situationen kvit. Nogle gennem Jesus - andre i jagten på en ny profet. Det er både komisk og dybt tragisk på samme tid

Andre bøger om samme emne

Det religiøse tro- og tvivlsspørgsmål behandles også i Marilynne Robinsons Gilead, mens desillusionen hos en ung amerikansk mand leder tankerne hen på Holden Caulfield fra Griberen i rugen af J. D. Salinger