Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Bob Morane og hans trofaste følgesvend Bill Ballantine oplever dramatiske eventyr i fortid, nutid og fremtid. Ofte står den onde Ming bag anslagene mod verdenssikkerheden. Rendyrket tegneserieunderholdning for unge og voksne

Beskrivelse

Belgiske Henri Vernes skabte i 1953 figuren Bob Morane, som i 1959 blev helt i en actiontegneserie med p.t. mere end 80 udgivne albums og med flere forskellige tegnere i tidens løb. Fra 1969 til 1979 stod William Vance for tegnearbejdet, og det er især hans version af helten, der er præsenteret i Danmark, tidligere i bladform og nu i albumform

Vurdering

Intrigerne i Vances regi er veritable røverhistorier med en række fantastiske indslag og med science fiction-elementer som rejser i tid og rum. Hovedpersonen og hans ven Bill Ballantine er i Vances udformning ekstremt maskuline med brede skuldre og fremtrædende hagepartier, mens kvinderne i fortællingerne altid ligner pin-up'er med dådyrøjne og fyldige læber. Vi befinder os i klicheernes land i selskab med et rasende underholdende fortælleunivers. Vances elegante, strømlinede streg kender læserne også fra hans senere serie "XIII", mens den kraftige, nærmest psykedeliske farvelægning er forbeholdt "Bob Morane"-serien

Andre bøger om samme emne

Andre actiontegneserier, hvor friske fyre med en kvik bemærkning på læberne klarer ærterne, kunne være de klassiske fransk-belgiske serier "Bernard Prince" og "Bruno Brazil", sidstnævnte er også tegnet af Vance