Lektørudtalelse

Forfatter: Carsten Güllich-Nørby

Kort om bogen

Michele Rigby Assad, som er tidligere kvindelig CIA-agent, fortæller fascinerende fra sit liv om leder af hemmelige operationer i Mellemøsten. Guf for dig som søger autentiske beretninger fra en spion-verden de færreste kender

Beskrivelse

"Jeg havde aldrig drømt om at blive spion. Jeg havde altid forestillet mig en langt mere fredelig fremtid: et dejligt hus i forstæderne, en god karriere, et par børn og et hvidmalet stakit." Sådan starter Michele sin selvbiografiske dokumentariske beretning om tiden i CIA. Hun har på forhånd fået tilladelse af CIA til at stå frem med historien om sit liv som spion. Et liv, hvor hun som agent skal få andre til at røbe hemmeligheder samtidig med hun holder godt fast i sine. Hvor hun skulle elske sit land og være parat til at tage på farlige missioner fx i det politisk og militært højspændte Mellemøsten. Og det alt sammen mens hun lever et dobbeltliv. Bogen har overskrifter som "Spionen i vor midte", "Bevar roen - og medbring et kompas som virker", Ansigt til ansigt med fjenden" og "Sidste kraftanstrengelser". Michele Rigby Assad har en kandidatgrad i arabiske studier, bor i USA, og hun arbejder i dag som international sikkerhedsrådgiver

Vurdering

Så spændende som en god krimi, hvor du som læser får indsigt i både vellykkede aktioner og mislykkede missioner, og ikke mindst interessant på grund af de tanker som Michele gør sig om livet som spion

Andre bøger om samme emne

En dansk agent fortæller i Agent Storm